Køb af hvalp

KØB AF HVALP HOS FARMENS LAB:


Det er en stor beslutning, at købe en hvalp, så det må ikke gøres i hast, og netop derfor kan det måske også virke som en stor mundfuld, men vi vil hjælpe og guide dig så godt vi kan.

Gensidig godkendelse:
Hvis du er interesseret i at købe en hvalp hos os, skal du komme på besøg hos os :) 

Du kan møde alle vores hunde, og hvalpe, hvis der er nogen på det tidspunkt.
Vi får dermed talt sammen og kan lære hinanden lidt at kende. Du skal have tillid til os og vores måde at have hunde og hvalpe på, og vi skal have tillid til dig og den måde du nu skal have hvalp/hund på, og vi skal, med din forståelse, sørge for, at hvalpen får de bedst tænkelig forhold, den bedste aktivering og et super hundeliv.

Det som er rigtig vigtigt er, at du skal kunne lide vores tæver, da man siger at 60-70% af hvalpens temperament nedarves fra moderen.


Reservering af hvalp:
Når du har været her på hvalpebesøg, og har du børn ser vi rigtig gerne at de er med, og du så efterfølgende bestemmer dig for at købe hvalp her, skal vi som opdrættere selvfølgelig også være enige om, at lige netop du får lov at købe en af vores hvalpe.

Dernæst er det så om, at væbne dig med tålmodighed indtil hvalpene er klar til at flytte herfra.

Du er naturligvis også velkommen til at besøge hvalpene flere gange, i det omfang vi har tid og hvalpene kan klare det.
Har du været på besøg inden hvalpene bliver født, og er blevet skrevet op til en hvalp, kan det ske at vores tæve ikke føder det antal eller den rigtige køn af hvalp der er reserveret, og så er vi beklageligvis nødt til at skuffe nogle nye hvalpekøbere.


Depositum:

Er du så heldig, at kunne få en hvalp hos Farmens Lab, bliver du på dette tidspunkt afkrævet et depositum på 1.000,- kr., og når det er betalt, er en hvalp fra kuldet for alvor reserveret til dig.


Valg af hvalp:
Det er dig der bestemmer, om din kommende hvalp skal være en han eller tæve. Der kan være masser af argumenter for både det ene og det andet køn. 

Farmens Lab har endnu ikke måttet omplacere en hvalp, men det kan jo blive en nødvendighed.

Adfærdsudfordringer er til for at blive løst, så det har aldrig været et spørgsmål her.
Vi er både moralsk, etisk og juridisk forpligtet i lang tid efter et hvalpesalg, ligesom vi har økonomisk erstatningspligt både når det gælder fysisk og mental trivsel og sundhed, så derfor  vælger vi også familier fra, hvis vi ikke tror på, at du kan fungere sammen med vores hvalpe. 

Og i sidste ende er det os i samråd med dig, der vælger hvilken hvalp du skal have med hjem, når den er 8 uger gammel.


Bliv ven med vores FaceBook profil:
Vi har en facebook profil der hedder Farmens Lab, så bliv ven med den, så er du med fra starten.  Her kan du få kontakt med andre med en Farmens Lab ejere, og dele alle de gode stunder og I kan jo også spørge hinanden til råds.


Vores avl:

Først og fremmest er vores tæver og hanhunde som bor her på Farmen, jagthunde, og de er også undersøgt for diverse avlsrestriktioner, men FL hunde fungerer ligeså godt i din familie selvom du ikke går på jagt, hvis du aktiverer den fuldt ud. 

Farmens Lab prioriterer, at hundene har et super temperament, er og sørger så vidt muligt også for at deres indavlsinkvocient ligger så tæt på 0 som muligt.

Vi kan ikke garantere "sygdomsfri" hvalpe, for det kan ingen! Men vi garanterer, at vi gør hvad vi kan i vores avl, så i hvert fald vi selv er helt tilfredse.


Hvad får du med, når du køber din hvalp:

Hvalpene sælges med en DKK stambog og en købsaftale, der også indeholder den sikkerhed, DKK anbefaler. Hvalpene bliver sundhedsundersøgt af vores dyrlæge kort før aflevering, hvor de også bliver vaccineret 1. gang, får ormekur (+ du får 1 med), de bliver chippet med tilhørende ID nr., en sundhedsbog og et pas.  

Desuden får du en hundestofseng, 1-2 stk. legetøj, sele, line, ca. 15 kg. foder, foderplan, en foderspand/måleske, en pasningsvejledning, tyggeben, godbidder, ½ års medlemskab af Dansk Retriever Klub med diverse ting, stamtavle fra Dansk Kennel Klub med bl.a. diverse reklamer og tilbud om forsikring i Agria, 1 hvalpepakke fra Olivers, 1 hvalpepakke fra Essential Foods, og du får 3 x motivations træning og 3 x hvalpetræning her hos os - www.farmensharmoni.dk


Opvækst:

Hvalpene bliver født i en stor hvalpekasse i et ugenert værelse i huset hvor de er sammen med os hele døgnet, og når hvalpene er ca. 3-4 uger flyttes hvalpe kassen ind i vores hunderum/bryggers, hvor renlighedstræningen begynder. Hvalpenes mor får en ormekur ca. 2 uger før og 2 uger efter fødslen, som beskytter hvalpene mod at få orm fra hende, og de får selv ormekur 1 gang, mens de bor her, og 1 gang lige inden de afhentes.

Hvalpene skal nu møde vores andre hunde, haven og alt hvad der ellers sker i den store verden.

Ved ca. 3 ugers alderen begynder hvalpene at lære at tisse og besørge på aviser, og de næste 5 uger står den på rigtig meget renlighedstræning ud ad døren, men også socialisering på den ene eller anden måde, at køre bil, at være i bur o.s.v.

Vores hvalpe er normalt tæt på at være helt renlige, når de flytter hjemmefra, fordi vi er sammen med dem hele tiden, så vi kan tage dem med udenfor, når de har sovet, spist, leget eller bare har behov for det. Selvfølgelig kan der ske uheld når I kommer hjem med jeres hvalp, men det er nemmere at få din hvalp renlig, når den i forvejen har prøvet det med at skulle ud for at tisse.

Hvalpene sover i hvalpekassen og da Jette arbejder hjemme, løber de frit rundt inde og ude, når de ikke sover. De oplever de almindelige lyde der er her i vores hjem, og de lærer at være både ude og inde.

De får lov at hilse på alle besøgende der kommer i vores hjem, og vi har jo også dig som hvalpekøber på besøg, så tit det nu kan lade sig gøre - først i 7 ugers alderen bliver det bestemt til hvilken familie de forskellige hvalpe skal, og når hvalpene så bliver 8 uger er de klar til at flytte, og kan blive afhentet af de respektive familier.


Hele hundens liv:

Vi vil altid være til rådighed med hjælp og vejledning uanset hvilken alder din Farmens Lab hund har, hvis der opstår udfordringer, og vi er vilde med at få spam fra de respektive hundeejere, om ikke andet så i gruppen på FB.

Der bliver afholdt årlige Træf, hvor alle med Farmens Lab hunde kan komme og have en hyggelig dag sammen med os, vores hunde og de andre Farmens Lab hundeejere - fra 2020 er det hvert eneste år den sidste lørdag i juni!

 Vi står på opdrætter vejviseren i DKK og vi har begge to gennemgået DKK's opdrætteruddannelse med logo til vores hjemmeside.

 

Forventninger til hvalpekøbere:

Vores forventninger til dig, som hvalpekøber her hos os, er som det første, at du vil elske den hvalp du nu har "valgt" og lade den blive en del af din familie - opdrage og forhåbentlig træne den til de færdigheder, som du gerne vil med den. Tag ansvar for hvalpens ve og vel, tage til dyrlæge når det er nødvendigt, fodre hvalpen med et ordentligt foder og passe den hele dens liv - det fortjener den.


 

Købsaftale og købeloven:

Visse ting kræver en erstatning og Dansk Kennel Klubs jurist, får altid lov til at afgøre hvad vi bør i det enkelte tilfælde. Men det er vigtigt at vi bliver underrettet, hvis din hund får nogen som helst skavanker af afgørende betydning, og at huske at vi har forkøbsret til hunden, men ikke pligt eller ret til at købe hunden tilbage. Man kan ikke bare levere en hund tilbage, fordi den får en eller anden skjult fejl.


 


farmenslab@live.dk


Tlf. 48 39 08 87

Mob. 30 70 05 87

 


Søren & Jette Hansen

Østvej 15

3230 Græsted